Forsiden
Hald
Kærby
Kirkeblad
Nyttige oplysninger
Arrangementer
Sognekalender
Galleri
Links

Kærby Kirke

foto: Claude David

Oversigt
DE ÆLDSTE KIRKER, der alle var af træ (stavkirkerne), er bygget i tiden fra kristendommens komme til henimod slutningen af det 11. århundrede. (Ved en hovedistandsættelse af Kærby kirke i 1952 fandt man under kirken spor af en beboelse fra vikingetiden (stolpehuller), men derimod ingen levn fra tidligere kirke.
KÆRBY KIRKE er, hvad opførelsen angår, præget af: Den romanske stil, ca. 1095 - ca.1250 og Den gotiske stil - ca 1250 til reformationens indførsel 1535 - 39.
NUTIDENS KIRKER efter reformationen til begyndelsen af indeværende århundrede (teksten er skrevet i 1977. red) er yderligere præget af gotik, men derefter har arkitekterne stort set frigjort sig fra tidligere stilarter.

Den romanske periode
Kærby kirke, der er opført i denne periode, bærer derfor gennemgående præg af tidens byggemåde og væsentlige kendemærker, som skal nævnes:
Kor og langhus (skib) er arkitektonisk set adskilte bygningsdele, men alligevel sammenbyggede.
Kirkens grundplan viser derfor, at skibet er længere og bredere end det mindre og lavere kor.
Materialet til bygningen: mure og sokkel, er granit med tilhuggede kvadre udvendigt. Murene er derfor meget svære. Taget er af tegl, der har erstattet tidligere blyplader.

Til kirkens enkelte bygningsdele er yderligere at bemærke, hvad angår:

VINDUER OG INDGANGSDØRE (PORTALER):

Vinduerne afsluttes foroven af en halvrund tilhugget kvader ("rundbuestil").
De er få, små (smalle) og højtsiddende.Nogle af vinduerne giver endnu lys, andre er tilmurede, men synlige inde fra kirken, medens andre kan være fuldstændigt sløjfet. I så fald kan overliggeren være synlige i murværket som en "monolit".
Indgangsdørene: To indgangsdøre (portaler) blev indbygget i kirkens vestende til kirkegængerne, men den sydlige dør til mændene blev tilmuret, da sydmuren blev omsat ved en hovedrestaurering 1893. Begge disse døre er foroven afsluttet af en stor tilhugget rektangulær kvadersten med halvrund fremstående bue (indvendig med et kors), der spænder over indgangens bredde. (På stenen over syddøren ses tillige et ubestemmeligt firbenet dyr). Ligeledes er disse døre indfattet langs siderne af smukt tilhuggede karmsten. Norddøren har desuden profilerede kragsten på karmen. Ikke mindst syddøren bør ses. - I mange kirker har portalen en overligger, der er hugget som en stor halvcirkulær dæksten af indgangens bredde. Denne sten ("tympanon") kan være meget skønt forarbejdet. - Forneden i våbenhusets østmur ses indhugget en romansk ligsten med kors fra 11-hundredetallet.
KORBUEN i skibet hviler på to vandret liggende og fremspringende profilerede kragsten, Den hører sammen med hele kordøren til den indvendige arkitekturs store skønhed, ikke mindst når den i nogle meters afstand ses sammen med hele alterpartiet. Alene dette er et besøg værd. Men der er mere at glædes over.

Dette afsnit bør slutte med et par ord om

KIRKENS INVENTAR I DEN ROMANSKE TID:DØBEFONT OG ALTER
De ovennævnte inventargenstande har allerede fra Kærby kirkes opførelse været ganske nødvendige til sakramenternes forvaltning: dåb og nadver.
Døbefonten er ganske enkel og udhugget i kun eensten bortset fra foden. Den er således i bedste forstand ikke tidspræget men "tidløs" og kan alene af den grund virke stærkt på beskueren. Fra begyndelsen har fonten formentlig stået ved kirkens indgang i vestenden for at symbolisere, at dåben er indgang i Guds menighed.

Alteret - alterbordet - blev sikkert i sin tid opført af granit (granitkvadre) med en dækplade ovenpå, i hvis midte der formentlig efter kirkelig skik var en tilhugget fordybning - et relikviegemme - i hvilket nogle rester er blevet nedlagt, som har hørt til den person (helgen), som kirken er blevet indviet til.
På alteret har kirkens eneste belysning været vokslys i stager. Det menneskelige legeme var eneste varmekilde. Siddepladser fandtes fandtes ej heller bortset fra måske nogle opmurede forhøjninger langs væggene til dem, der havde det behov.

Den Gotiske periode
Der har ganske naturligt i kirkebyggeriet herhjemme været en overgangstid mellem den romanske og den gotiske periode med efterhånden en ret klar adskillelse mellem disse tiders forskellige arkitektur.
Det nye , der efterhånden også får betydning for kirkebyggeriet hos os, er dette, at fra Lombardiet i Norditalien fik danskerne lært at brænde de store teglsten, de såkaldte "Munkesten", der som byggemateriale er langt lettere at benytte og forme end den tunge granit. Dette gav nye byggemuligheder også i Kærby på betydningsfulde områder, særlig når det gjaldt ombygning af fladt loft til hvælv, små romanske vinduer til større lysgivere samt tiltrængte nybygninger og tilbygninger såsom tårn og våbenhus. Om begge disse sidste tilbygninger skal bemærkes det ejendommelige, dels at tårnet ikke, hvad sædvane var, blev opført ved kirkens vestende, men øst for koret (vel sagtens på grund af terrænforholdene) og dels, at man lagde våbenhuset mod nord ved kvindernes indgang istedet for mod syd, hvor mændene plejede at gå ind..
Afslutningen på vinduer og døre foroven er i gotikkens begyndelse sædvanlig den spidse bue ("Spidsbuestil"). I sengotikken er den flade bue blevet almindelig - jvfr. kirkens tårn, hvor den store indgang fra øst har den førstnævnte bue, medens vinduerne mod syd, vest og nord har fået den flade. Kirkens våbenhus viser noget lignende: man går "samtidig" ind både gennem en flad og en spids bue! (N.B. Man må dog ikke lade sig narre af de store "romantiske" vinduer i skibet, der er langt senere - fra murens omsætning).
Hvad angår Kærby kirke indvendig, er der intet særlig at bemærke udover det ovennævnte.

Kærby kirke efter reformationen
Dette kan samles i følgende punkter:
Døbefonten blev i 1624 flyttet til korets nordvestre hjørne. En indskrift på latin fortæller her, at "dette nu er dåbsstedet efter 1624, da alteret og prædikestolen blev fornyet den 25. oktober, da Severin Fabricius var sognepræst". Senere i året 1933 blev fonten anbragt i skibets nordøstre hjørne lige overfor prædikestolen. -På væggen her hænger tillige et lille tidligere dåbsfad. Det nuværende fad er skænket af tidligere lærer og kirkesanger Chr. Wammen.
Et restaureret sengotisk krucifiks hænger også over det lille dåbsfad.
alteret står en i 1788 smuk altertavle i sen-barok stil, som fortæller følgende:"For Guds Forsyen og Goedhed moed mig Dorthea Pedersdatter i Randers haer jeg givet denne Altertavle til Kærbye Kierke Anno 1788".
Altertavlens oprindelige og fine korsfæstelsesbillede blev sammen med det øvrige alterparti restaureret 1975 af kirkemaler Rosing Holm. Det forrige alterbillede, som viser Jesus, der velsigner et barn, er malet af Anker Lund 1898, har fået en god plads på kirkens nordvæg. På alterbordet står 2 smukke malmstager med indskrift: CHRISTIANS : HAFN : KIRKE : ANNO : 1640. De er støbt af Chr. IV's kanonstøber i København, Claus van Dam. Kongen skænkede dem 1640 til Christianshavns kirke. Herfra blev de skænket til Kærby sogn, da nævnte kirke på Amager blev nedrevet i samme århundrede for at give plads til Vor Frelsers kirke ikke langt fra den gamle kirke.
Nyere undersøgelser har givet den interessante oplysning, at prædikestolen, der blev restaureret 1933 af konservator Alb. Elmstedt, oprindeli har stået i Sct. Petri tyske kirkei København. Under lovens tavlers nuværende bemaling findes på TYSK de ti bud. 1639 solgte Sct. Petri kirkes værge prædikestolen til Chr. IV's nye og midlertidige kirke, som 1696 blev afløst af Vor Frelsers kirke.
Det fremgår endvidere, at Chr V 1699 bortskænkede prædikestolen, alterstagerne og et gammelt messehagel til "en fattig kirke i Jylland", som dengang ejedes af Mariager ladegårds ejer (1588 var Mariager kloster blevet omdannet til ladegård).
Tilbage står det spørgsmål, hvorfor Chr. IV's initialer med en krone ovenover er anbragt på et ovalt skjold af træ over prædikestolen. Det skyldes dog utvivlsomt, at begge dele er samhørige.
Denne er et overordentlig smukt og dygtigt træskærerarbejde i senrenæssancestil og hidrører fra et og samme værksted. En nærmere betragtning viser dog, at mindst to kunstnere har været beskæftiget med udførelsen.
De udskårne figurer er: Peter (med nøglen), Moses (med lovens tavler), Kristus (med jordkuglen) og Johannes Døber (der peger på Kristus).
De store restaureringer 1893 og 1952 skal også særlig nævnes. Førstnævnte år blev meget af kirken, således sydmuren, omsat (ark. Ahlmann), og 1952 fik kirken nyt murstensgulv, nyt varmeværk, nymaling af alle stolestader og rensning af alle vægge (ark. E. Thomsen). Det var ved omlægning af gulvet, at professor Olaf Olsen gravede i kirkens undergrund for at finde rester af en stavkirke.
Af yderligere interesse skal tilsidst nævnes, at kirken har fået ophængt 2 smukke lysekroner og en fin model af et stort sejlskib (en tre-mastet bark). Skønne toner kommer fra et mindre orgel, som Frobenius har leveret, og endvidere kan nævnes, at alterbordsforsiden og en støbt lyseblok til 7 lys på alteret er tegnet af J. Exner. Endvidere er der på alteret syet en dug og broderet et altertæppe. Desuden har kirken fået nye messehagler.
Så skal det heller ikke glemmes, at kirkens klokke, der blev støbt af ROLF BORKTS ANNO 1622, gerne vil lade røsten lyde i fremtiden med endnu fyldigere klang.
**********
Mere kunne sikkert siges om Kærby kirke, med lad det være nok. Den er trods sin lidenhed afgjort et besøg værd takket væres sit skønne, hyggelige og intime præg, som bevirker, at man meget hurtigt føler sig hjemme i den og gerne kommer igen. Velkommen!
Januar 1977. J. Exner